LIVGIVENDE DOGMER OG DRÆBENDE STRUKTUR

Vi har tidligere bebudet at vi ville lade denne vor reserve-blog plagiere vor klassiske, der fortsætter temmelig uanfægtet af den ydre verden. Vi kunne i stedet publicere en studie over Facebook, som vi nemlig har udforsket efter alle feltantropologiens regler om assimilation - som allerede Carsten Niebuhr nu kunne sige sig selv ud fra sund sans.

Det har nu ikke forhindret os i at fornye også nævnte nye medium demonstrativt i retning af nogen åndfuldhed, for enhver art dogme-agtige regler og begrænsninger er vitterligt udviklende. Selv på trods af vor ikke altid ubetingede kjerlighed til redaktørstanden må vi indrømme, at pladsbegrænsninger oftest er en god ting - og derfor går det tit nedad bakke for standens overklasse, der nemlig har friheden for nævnte grænser som deres tvivlsomme privilegium. Tvivlsomt fordi de så desto tydeligere afslører deres begrænsninger, hvorimod omvendt den der kun indrømmes minimal plads, er nødt til som fordums undertrykte europæiske jøder at rumme hele universer i ganske få sentenser - og det er umuligt at efterabe uden en tilsvarende psykisk glødetilstands fusionsreaktor.

Men originale bidrag hører som sagt hjemme andetsteds, og nævnte studie er desuden heller ikke helt grydeklar. Lad os i stedet tale om jobansøgninger, idet jeg i dag var til samtale om et korttidsjob med en helt fyrstelig løn som intensivunderviser. Men er det overhovedet muligt for kreative typer at forberede sig på hvad de skal sige i sociale situationer som en anden platugle eller kræmmer?

Strukturer er noget der opstår af sig selv undervejs, og bagefter går man ikke rundt og reproducerer dem mekanisk, for det bliver snart endnu kedeligere end at reproducere tillærte strukturer - for af de sidste kunne man dog i det mindste lære noget nyt og noget andet end sit eget. Hvis man var digter, ville man således knap gide lære sine egne digte udenad - når galt skal være, så hellere de andres bedste digte. Men verdslig medgang, herunder jobsamtaler, handler mest om behændig udenadslære uden kræsenhed over for hverken sig selv eller andre.

Ligesom ved foredrag, hvor man dog er nødt til at forberede sig, er det dog mest et spørgsmål om at udvikle en rutine. Det samme gælder offentlig optræden af enhver art - der skal ikke mange gange til, før man er over det døde punkt, omtrent ligesom folk fra usle kår i øst og syd forbløffende hurtigt vænner sig til pludselig at være privilegerede og krævende. Den anden vej må derfor kunne gå lige så hurtigt - hvilket minder mig om hvad en kafé-ejer af kroatisk oprindelse fortalte om en fangeø i Adriaterhavet, hvor der ikke var andet end sten: Folk der engang havde været internerede der, var jordens behageligste mennesker. At komme ud igen var åbenbart som at vågne op i baronens seng - bortset fra at de netop ikke blev udstyret med magtbeføjelser og derfor aldrig blev forkælede.

Jerzy Einhorns selvbiografi fortæller forresten også om hvorledes den unge mand, der blev forskånet for det værste på grund af skæbne og tilfældighed, meget snart efter krigen udviklede en heldig og godt udseende ung mands selvbevidste nøkker og sorgløst hensynsløse tro på egen udvalgthed.

Kort sagt kunne man sikkert leve med socialiseringens robotprosa, når først man havde vænnet sig til formaliteterne uden at tage dem for andet end nødvendigt øregas. Sagen er nok, at så længe man står udenfor, betragter man dem på en gang med oprigtigt ringeagtende afsky og med en bondeagtigt overdreven frygt for de koder man ikke selv behersker. Omtrent ligesom rod og praktiske gøremål af lutter forsømmelighed kan vokse os over hovedet, hvis vi har det med at finde dem for uinteressante at spilde vor tid på og derfor ikke kan give dem den energi de dog kræver.

Ganske som ved vurdering af aktier og andre spekulationsværdier risikerer enhver art ubalance og mangel på proportion således også i det sociale liv at slå brat om i sin modsætning, idet overmod slår om i vantro opgivenhed. For det som vi forsømmer, kommer snart til at fremstå lige som det bjerg den stakkels Sisyfos skulle trille sten op ad til evig tid.

Så når man tænker på hvor megen inspireret opfindsomhed man dog har spildt på Balle-Lars i alle hånde aftapninger i tidens løb mod ringe eller ingen løn, så er sådan efterladenhed i verdslige anliggender i grunden for dum. 65.000 kr for en intensiv måned havde dog været en kærkommen afveksling. Om ikke andet kunne man tage det som en artistisk udfordring at komponere en gang ævl om hvorledes man ville bestride et bestemt job. Men læseplaner, ministerielle bekendtgørelser, pensumkrav, kompetancemål osv. slukker øjeblikkelig for enhver inspiration - især når man tænker på det hyppigste resultat af alle fine formularer og læringsplaner samt på bemeldte stands påfaldende kedsommelige prosa i deres fagblade og i dagspressen.

Det må være et hormonalt eller endda genetisk træk at nogle af os kun kan skrive, hvis vi får lov til at transponere det til en epifani - hvor anæmisk sidstnævnte måske end kan lyde, fordi det bringer mindelser om Det Danske Akademi eller jeg ved ikke hvad.

Well, hvad jobs angår kan vi fortælle, at nærværende lille oase trods al mulig diskretion herfra ingenlunde har bragt held i det professionelle liv, idet det kun bringer ulykke at anerkendes af de forkerte: For på det normale arbejdsmarked skræmmer den art excentriske meritter enhver langt væk. Og det uheldige er, at just uden for den akademiske verden med dens typografiske "publish or perish" tradition opdages virtuelle væresteder i vore dage straks, og det er hvad vi mener med at blive anerkendt af de forkerte. "De rigtige" med deres pokerface taler vi slet ikke om, for de ville alligevel intet indrømme, så det er kun godt at de indædt fastholder de trykte mediers elitære fortrin - som de rigtignok selv bidrager til at reducere til en trossag.

Facebook er på en måde et fremskridt i så henseende, idet man jo dér kun bliver læst af dem som man anser for at kunne tåle mosten - samtidig med at netop disse er nødt til at anerkende én, når først de har accepteret bekendtskabet. Man kunne tale om en art målrettet og derfor "smart" massekommunikation. Ha, hvem kunne have troet at man ville synke så dybt? Well, ja, men også her gælder, at når Gud og hvermand efterhånden er blevet "den nye overklasse", så er det pludselig mere interessant at være menig indianer med genuin folklore - for at vise de nyrige, at fuglens flugt ligger et helt andet sted end de tror.

De kunne dog så svare ud ud fra et praktisk synspunkt, at pointen i livet måske snarere ligger et helt andet sted end vort utopiske sted for epifanier. Og den sad - lige bortset fra at det netop er os selv der formulerer replikken på deres vegne. Ja, for hvis blot de selv kunne gennemskue at deres standsmæssige fortrin er af praktisk-social art og i øvrigt kun beviser lidet, så ville vi såmænd tage hatten af for deres overlegne realitetssans. For man bør altid anerkende folk på deres hjemmebane.