DYKKERCERTIFIKAT TIL ARRESØ

Vor navnkundige blog "Modspil til mainstream" er genopstået fra dødsriget, renset for enhver mistanke om urigtigheder. Sagen er den at i vor tids vil enhver søgerobot opfatte virkeligt sprog som spam, mens spam præmieres på avisernes kultursider som litteratur. Robotterne opfører sig nemlig lige så statistisk fornuftigt som mennesker: Enhver afvigelse fra hvordan normale menneskeaber "overskrider grænser" i flok antages nemlig at være tegn på en defekt. Og eftersom ingen kan lide at blive holdt for defekte, bøjer også de fleste fornuftige mennesker sig for mønstret, selv mod bedre vidende. Og for omvendt at betale prisen skal man i en vis forstand også være lidt afvigende, hvorfor mistanken om en art gøren dyd af nødvendigheden vitterlig er ret fornuftig.

Imidlertid kan denne nødvendighed bestå i at man ligesom fordums jøder og negre eller som de meget vittige individualister bag fordums jerntæppe ikke gives andre valgmuligheder og derfor er nødt til at ophøje elendigheden til kunst, videnskab eller filosofi. Når det så bliver norm, sætter alle platuglerne fra Det Danske Akademi og omegn sig med karakteristisk klodsethed på det, men fuglens flugt kan de aldrig fange og er derfor nødt til at rose hinanden for deres fælles pinagtighed efter devisen "All the things you are (not)".

Nuvel; fremtidige indlæg vil efter en overgang med dobbelteksponering havne på min klassiske blog, mens nærværende blog vil være en reservemulighed, som spritbilister uheldigvis ikke gives i form af ekstra kørekort til weekendkørsel. En sjovere mulighed er at gøre en dyd af også denne mulighed og foretage en rollefordeling mellem de to blokke. Dette kan vi passende gøre nu.

Vi har ofte skrevet om plagiat og kopi. For at leve som vi lærer, og for at intet menneskeligt skal være os fremmed, vil vi derfor fremover lade nærværende blog plagiere vor oprindelige blog på dette punkt - således at denne af nød tvinges til at fornye sig: Ganske som vi selv så mange gange har måttet gøre i årenes løb, om end altid inden for vore dogme-agtige og nærmest karakterneurotiske begrænsninger, især i henseende til livets praktiske sider. Og ganske som når hyænerne tvinger løven til at nedlægge et nyt bytte som den forhåbentlig kan have i fred nogle timer.

To af Politikens skribenter har nu med en dags mellemrum brugt denne type figur: "Min lede ved NN, der kom på forsiden - NN altså-..." For nogle år siden bragte også jeg sammesteds følgende passage "En bog af Hans Hauge, der - bogen altså - nu i to år har ligget på gulvet i mit lille hjørne af Mælkevejen". Her ser I de to ting der kendetegner ægthed: Dels at originalen per definition altid er før kopierne; men dertil at den indeholder et overskud og en uforudsigelig "merværdi", som kopiernes uendelighed mangler. At vi selv mangler originalitet på alle de felter, hvor vi savner talent, siger sig selv og er ingen grund til skam. Det er selve respekten for distinktionen, som det er en skam at fornægte.

Nuvel, også ægte opdagelser gøres naturligvis tidsforskudt i hver generation, så man kan ikke bruge tidsfaktoren som ene argument - hvilket nok er en typisk skolelærerfejl: "Den tanke har været tænkt før!" Ja, de fleste helt nye tanker er endda spam - simpelt hen fordi der på ethvert spørgsmål kun er et eller nogle få (delvis) rigtige svar, men uendelig mange helt forkerte svar. Det er derfor at humaniora nok er behæftet med mange flere platugler end naturvidenskaberne - men modsat Stein Bagger er de kedsommelige, for de tror selv på illusionen. Hvorfor skulle de måske ellers få stipendier? Folk i de dér udvalg er sgu ikke idioter.

Kort sagt ville det være latterligt at udelukke at også dagspressens skribenter kan gøre deres små grammatiske refleksioner omkring tvetydigheden af visse konstruktioner. Men når to af dem gør det lige i rap, og helt uden berigelse, er det en dårlig reklame. Og når det ovenikøbet anden gang gøres af en skribent med talent, bliver man dog nysgerrig efter en anden forklaring.

Anden gang var det nemlig Bettina Heltberg, der i sin klumme skamroste Lars Trier Mogensen for hans "modige" kritik af kongehuset. Og hvis jeg husker rigtigt, var det selvsamme LTM, der dagen før havde betjent sig af nævnte lille hip-hop på stedet.

En mulig forklaring på et talents talentløse genbrug kunne være den, at den pensionsberettigede dame rettelig frygter den moderne klatrende middelklasses små kammeratlige bandetiltag og derfor ligesom vi selv gør en dyd af nødvendigheden: ved også sprogligt at fedte alt hvad hun kan for den forkælede yngling, som Tøger Seidenfadens forfængelighed åbenbart lige akkurat kan leve med, ihukommende devisen: det gode er det bedstes fjende. Nuvel, LTM har indrømmet helt andre kompetancer end vore egne, og vi har selv aldrig haft med ham at gøre, men sagen er denne: Mange chefer kan bedre anerkende folk med enten helt de samme eller også helt væsensforskellige talenter - men er man trods alt ikke mere fremmed end at man betjener sig af det samme sproglige instrument, så har vi misæren.

Hvordan kan vi nu vide at den pensionsberettigede dame fedter for LTM? Simpelt hen fordi hun er for velbegavet til at se noget modigt i at kritisere det kongehus, som også hun selv og hele Politikens Hus elsker at kritisere. Det er da højst muligt at de har ret, selv om det nu ikke ligefrem berettiger til Nobels fredspris - men der er absolut intet modigt i også i så henseende at kopiere hinanden. Originalitet kræver derimod mod - hvis der altså ikke snarere er tale om at gøre en dyd af nødvendigheden, herunder det uundgåelige eftersmæk efter nogen tids applaus - først frivillig ditto, ernæst ufrivillig.

Hvad kongehuset angår, er det bedste argument for at afskaffe det, at så kunne vi måske fremover slippe for at høre Politikens "modige", men uendelig triste kritik af nævnte menageri, akkompagneret af Den ugentlige Georg Metz, der nemlig tilsammen er lige så sprogligt opfindsom som Georg Gearløs og lige så modig som Politiken.

Se, så ville også de progressive aviser nemlig blive tvunget af nødvendigheden til at fornye sig på anden vis end ved hvert andet år at pensionere lovlig talentfulde folk af midlertidig "generøsitet" mod ufarlige unge klodsmajorer med dykkercertifikat til Arresø fra Forfatterskolen - og med aktualitetskravet som den kærkomne "nødvendighed" der tvinger dem til nævnte forudsigelige fornyelse, der tillige beviser chefredaktørens berettigelse....

Hvad visse aviser angår, har jeg det med dem som katolikerne med paven - han er muligvis noget anløben, men undvære ham kan de dog ikke, for det er ham der som Moses har antenneforbindelsen til den større verden. Og Paven behøver i det mindste ikke dykkercertifikat til Arresø, for han kan sågar gå på den ved lavvande.

REJSEN TIL DE VISES STEN…

Visdom er oftest bagklogskab, opnået gennem livets sløjfer og digressioner; og også denne erkendelse er blot bagklogskab. Desværre er al bagklogskab måske ikke uden videre visdom – og dog: Hvorfor egentlig ikke? På analog vis hedder det da ellers at man ikke kan blive fagidiot, hvis man ikke er idiot først. Men måske er denne sidste påstand blot idioternes snedige måde at beskytte deres titel på, siden ingen lovgivning åbenbart gider forsvare deres sag. Ellers kunne det let gå som med de teologer der overhales indenom af dilletanterne fra pastoralseminariet, og de gammeldags lærde doktorer der overhales indenom af moderne Ph.d.- folk.

Men nævnte forsvar er i så fald slet ikke så tosset tænkt af idioterne, considering the circumstances: For så snart en hidtil ringeagtet afvigelse pludselig tager sig uopnåelig og eksklusiv ud, bliver den betragtet som attraktiv med akkurat den samme mangel på selvkritik som dengang man ringeagtede den – og så vil Gud og hver mand for enhver pris kunne føje også dette træk til deres umættelige cv, om de så skulle tabe den sidste rest af charme undervejs. Og pensionsrettighederne? Åh-nej, tal venligst slet ikke om dem, for så bliver vi almindelige idioter da først rigtigt grønne af jalousi.

”Men apropos farver: Sig os, hvorfor er jalousien mon altid grøn?” Ha, elementært, kære Watson: Det er nemlig af nøjagtigt samme grund som hvorfor den røde tråd altid er rød. Men hvorfor lige den tråd tillige er så vigtig at følge – se det ville være et anderledes svært spørgsmål at stille. Men vor overskrift forpligter os ikke desto mindre til at besvare det, nu troldens navn er blevet nævnt – hvis I ellers kan lade være med at distrahere os yderligere...

Hør her: Jeg læser næsten aldrig længere erklæret højkulturelle magasiner. Ja, selv læsning af de allerlødigste blade forbliver stadig oftere ved pligtskyldigt rituelle tilløb, uagtet egne jeremiader over gratisavisernes niveau. For når intellektuel formstøbthed indbilder sig at være den højeste individualitet, når korpsånd uden hverken grænser eller læger tror at være progressiv, og når klubagtig protektionisme indbilder sig at være på engang ubetaleligt provokerende og aristokratisk guldalder på kongelige marmorgulve i antik Danish Design – så får jeg fysisk ildebefindende. Kort sagt: ”Jeg vil ikke!” – som jeg angiveligt skreg til præsten, da han i sin tid puritansk forsøgte at døbe mig i iskoldt H2O uden først at spørge, om jeg var på vandvognen.

Nå, det sidste var et sidespring – men det mente præsten nu ellers ikke. Men hvad mit syndrom angår, så er det nok af lignende grunde at store digtere ude i byen altid sidder og læser Ekstra Bladet – når lige undtages anmeldelser af deres egne udgivelser. Men også dette er nu under forandring, for i dag vil vi alle være alt, og derfor skal nu også digterne udtale sig pinligt ædrueligt om samfundet og verdenssituationen i årlige højtidelige essaysamlinger – begåede efter den sædvanlige glædesløse klippe-klistre metode, som et eller andet internationalt måle-indeks tvangsindlægger hele generationer til at bruge deres ungdom på, af hensyn til verdenssituationen og fremskridtet.

Men bevares: Hvis alternativet i praksis er hærværk og terrorisme, så er det indrømmet det mindste af to onder – akkurat ligesom anbringelse af børn i Folkeskolen, trods alle komiske erklæringer om læringsprocesser og udviklingsaftaler.
Nå, vi gør efterhånden så mange sidespring, at det må kaldes vort komponerende princip – og så kan de jo ikke længere kan kaldes sidespring. Hvem ved, ender det måske endda med at en lovende mønsterelev vil forelæse om vor ”metode” med samme art kærlighed som den hvormed insektsamlerne altid først kvæler deres studieobjekt med æter.

Men altså, når man som vi pines ved det erklæret højlødige, sker det til gengæld at man ramler over noget uventet sjovt. Således er det f.eks. sjovt at tænke på, at hvad der end måtte stå i ”Illustreret Videnskab”, så vil mange højkulturelle mennesker stædigt insistere på, at det er under niveau i forhold til visse internationale magasiner – som de dog aldrig læser: Med andre ord kan der ikke tænkes nogen situation, hvor disse folk ville gøre indrømmelser til sådant et blad. Det forholder sig nemlig her, ligesom det i henhold til filosoffen Popper forholder sig med religion: Ingen tænkelig situation kan få de troende til at indrømme at de tog fejl.

Bortset fra at sådan standhaftighed også kendetegner bekendende ateister, så er den et rent overlevelsestrick og derfor hinsides terapeutisk rækkevidde. Lad derfor også dette sidespring ligge, så vi kan indrømme, at det nu slet ikke var ”Illustreret Videnskab” jeg ville snakke om. Nej, jeg kom på en svensk jernbanestation til at købe et amerikansk magasin med psykologi som månedens tema. Dér læste jeg, at kvinder oftest foretrække morsomme mænd, også selv om de holder dem for knap så kløgtige som deres mere alvorlige medbejlere. Det lyder godt, men så snart vi gør humoren til en veldefineret og formstøbt rubrik, bliver også den ligesom alt det guldrandede afsporet til en træls kamp om hvem der skal ”få lov”.

Under mine eksperimenter i folkeskolen har det ofte slået mig, at de dygtige og ambitiøse nok kan være både spidse, ironiske og sarkastiske, men næsten aldrig morsomme. Men det kan nogle af de umulige: En erklæret rod havde således for vane at forstyrre i mine tysktimer hellere end at deltage i sin egen klasseundervisning – hvilket jeg i øvrigt tog som en anerkendelse, når jeg nu alligevel ikke magtede at smide ham ud. Da jeg bad mine egne elever om at finde nogle henholdsvise positive og negative tillægsord på tysk – brød nævnte dreng ind som en shakespeare’sk nar, med følgende replik: ”Hvis en cykel er gammel, er det en positiv egenskab, for så gider ingen stjæle den. Og hvis en pige er grim, er det et positivt træk, for så bliver hun ikke voldtaget”. Det var sgu lige før at jeg bad om hans autograf, men desværre var jeg ikke hans lærer og kunne derfor ikke honorere ham med et velfortjent 13 tal samt dispensation for fortsat skolegang.

Knægten boede sammen med sin far der var langturschauffør og følgelig sjældent hjemme – og da kun i uskyldigt snorksovende tilstand. Kort sagt fik knægten lov at gå i fred i en formelig Rousseau’sk naturtilstand hinsides alle læringsstrategier og udviklingsaftaler. Men hvis nu han havde været skolens idol, ville han snart være blevet ødelagt og hans kunst smadret til ren kliché. For knægten havde nemlig endnu mere ret end han selv vidste: For det er bedre at gå undervurderet i fred end at blive beundret, ødelagt – og til sidst usurperet af en flok kopister.

Men ikke nok med det. Faktisk genopfandt knægten uden at vide det Bertrand Russells såkaldte typeteori. Denne skelner mellem logisk trinforskellige niveauer, der kun for sjov må sammenblandes eller sidestilles: Således er menneskeheden ikke selv et menneske og er derfor hverken ond eller god – for ond eller god kan kun det enkelte menneske være. Omvendt kan det enkelte menneske ikke være talrigt – for talrig kan kun menneskeheden være.

Hvad knægten gjorde, inspireret af lutter kedsomhed, var altså at fange et højere logisk niveau hvor nogle negative træk pludselig bliver positive, og de tilsvarende positive egenskaber omvendt bliver negative – for dernæst at behandle det høje niveau på linie med det lavere som dettes negation. Helt alvorligt ment ville det jo være vås – men et livsklogt paradoks er det, med humorens umiskendelige flerdimensionalitet hinsides ærens snævre trædemølle. Og langt mere interessant end den mønsterelev, som derhjemme har hørt om Bertrand Russell og straks ”mener” et eller andet alvorligt om hans ”teori” – og som derfor partout skal belønnes ved at blive sendt på en eliteskole, hvor han kan slippe for fremover at skulle distraheres af langturschaufførens og tømrersvendens afkom.

For hvad nu hvis vort eksempel slet ikke var nogen undtagelse, men tværtimod illustrerede reglen? Hvad nu hvis vejen til visdommen og bagklogskaben næsten altid går via digressionernes kratskov – simpelt hen grundet verdens, livets og sindets kompleksitet?