Kære Thomas Bredsdorff
Du tilsendes hermed som første uafhængige opmand indsyn i vedlagte replik til Politikens debat, som nemlig næppe vil blive bragt:
”LIVET ER SMUKT…”Lektor Ph.D. Mikkel Zangenberg angreb forleden på misundelsesværdig spalteplads forhenværende forlagsredaktør Torben Madsens charmerende klummer og frakendte både dem og deres ophavsmand al ære og værdighed – i et kækt kulturdrengesprog, typisk for dem der i solidarisk flok fra magtens søde bagland ynder at give den som tapre krigere – og altid på bekostning af folk der som Madsen ikke beklæder en magtposition i finkulturens henrivende legetøjsverden. Zangenbergs litterære klubdrenge vil sikkert i kantinen skamrose hans ”elegante vid”, fordi det i unik grad ligner hvad de selv ville kunne præstere.
Zangenbergs vrede har som alibi at Torben Madsen skriver, at folk der ikke kan læse poesi, slet ikke kan læse. Personlig bliver jeg nu ikke spor stødt, selv om jeg er ret tonedøv udi i moderne lyrik – så lidt som når min bilmekaniker rettelig beskylder mig for at være upraktisk. Nej, vredens virkelige grund fremgår af Torben Madsens seneste klumme: For her beskylder han Zangenberg for i sine anmeldelser at fedte og lefle savlende for sakrosankte folk som Søren Ulrik Thomsen – der også for mig at se blæser sig op til stor tænker og ditto samfundsdebattør, blot fordi han har skrevet nogle smukke digte, hvis medgang ulykkeligvis gav ham smag for at forbrødre sig med magtens fedme.
Heri er lektor Ph.D. Zangenberg således ingenlunde alene, for hele kulturlivet er inficeret af denne pest hvor veldresserede kulturdrenge emsigt mænger sig med tidens Machiavelli-figurer – som i sin tur ligeledes typisk er kommet frem ved fra dag ét at betale ”beskyttelsespenge” til alt hvad der kunne krybe og gå af standspersoner i riget – det være nu officielle oprørere, vilde malere eller agtværdige professorer.
Når lektor Ph.D. Zangenberg håner Torben Madsen så endimensionalt, ligner det et håbefuldt titeldyrs selvmål: For den samme Madsen roses af alle vore forfattere som en gudsbenådet, på engang loyal og ubestikkelig læser. Også Madsens befriende klummer rummer både selvudlevering, sødme og mangfoldighed hinsides honette litteraters håbløse forsøg på at give den som vittige hunde, fordi de notorisk forveksler humor med studentikos perfidi. Til sidst for en god ordens skyld: Jeg kender hverken Madsen eller Zangenberg personligt, så glem al spekulation i taktik, alliancer, hævn eller taknemmelighedsgæld.
SVAR FRA Professor BREDSDORFF:
Kære Henrik BandakTak for smugkigget på dit læserbrev. Jeg svarer mest for at du skal vide at din mail er nået frem. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg derudover skal svare, da jeg ikke rigtig ved hvad du spørger om. Med mindre det er om jeg er enig i det du skriver i emnelinjen. Det er jeg: livet er smukt. De bedste hilsner Thomas Bredsdorff
Kære Thomas Bredsdorff
Tak for svar, for det handler ganske rigtigt om andres medviden. Livet i maj er også for mig noget håbefuldt og smukt. Ja, omsider har jeg endda opnået at blive betalt for det jeg er bedst til, hvilket end ikke Don Quijote opnåede: at kæmpe mod vindmøller – på vegne af nogle bekymrede svenske fugle – der lige som Vorherre må opfindes, hvis de nægter at åbenbare sig.Jo, livet er heldigvis så praktisk skabt, at det selv synes at det er smukt. Ellers foretrækker jeg tragiske film og litteratur, fordi jeg finder dem smukke at overvære på sublimeringens afstand.
På samme vis kan man sige at skønt de udspekulerede banaliteter i den uhelbredelige normalitets regi, som jeg studerer med pytagoræisk dybde, i sig selv er grimme, så kan tekster derom på mystisk vis være ophøjet smukke. Når intrigante typer derimod indforstået skriver om ligesindedes skurkestreger, er det derimod altid træls læsning, fordi det lugter langt væk af ”forbrydelsens element” og ”krage søger mage” - for ikke at sige: "Gid det var mig...". Richard III’s skurkemonologer opleves derimod som smukke, fordi de er filtreret gennem Shakespeares skrækblandede og skønne sind.Når ridder Tøger elsker at bruge ordet ”uskøn”, er det derimod kun komisk: For selv om den travle mand næppe aner det selv, er det et ord, som fars førstefødte har hørt ude i byen og siden med henrykt forkærlighed bruger som besværgende og besmykkende amulet mod den grimhed som den ædle mand undertiden bekvemt lader andre eksekvere. Herunder min endelige exit fra Rådhuspladsen trods voldsomme kollegiale protester...
Men når også lektor Ph.D. Zangenberg i sit ovenfor omhandlede personangreb på Torben Madsen ligeledes bruger ordet ”uskøn”, har han det i sin tur fra Tøger og overtager det ikke så meget af fantasiløs læggen sig i hælene på den store mand, som i den halvt ubevidste hensigt at lefle for Tøger: just ud fra sin instinktive fornemmelse for, at det smigrer folk at man ønsker at ligne dem.
Da selv samme lektor Ph.D. Zangenberg en anden gang skrev ”Min redaktør på Politiken er fantastisk - og det skriver jeg ikke for at smigre”, var også det komisk: Dels fordi smiger jo just precis var den eneste mulige grund, al den stund læserne ikke fik nogen fornuftig forklaring af det ”fantastiske”. Men især fordi det fantastiske åbenbart blot bestod i, at den unge mand af det store hus havde fået lov til alt hvad han ville, og derfor tillige havde fået råd til at stifte familie:
For klaveret på Rådhuspladsen spiller åbenbart ganske ligesom i Palermo. Åhja - for nævnte smukke biologiske trick er jante-flokkens urgamle og ufejlbarlige våben mod hin enkelte. At dette geniale kollektive stød under bæltestedet indirekte også går ud over deres egne efterkommere, skænker de derimod per definition ikke en tanke - for i så fald ville de jo have været nogle ganske andre typer og opført sig helt anderledes.Nuvel, et smukt lille sidespring er ikke altid under bæltestedet, så vi fortsætter hvor vi slap. I sin bundnormale ubevidsthed ænsede den fantastiske "Doktor Phill" Zangenberg (der desværre ikke rimer spor på ”Stangerup”, hverken fonetisk eller i virkeligheden) naturligvis ikke, at hans lykke i Palermo var på bekostning af andre, der måske oplevede det som knap så fantastisk – hvortil nemlig skal føjes, at Arkimedes' berømte lov undertiden er værd at have i erindring, når brave borgeres generøsitet skal forklares: Således er det da også netop kun i ufrivillig medfør af nævnte lov, at jeg her generøst tilskriver den dygtige unge mand samme vægt som mig selv: For billedets bord fanger.
Smukt ville det derimod være hvis mennesker i lykkens stund mindede deres overordnede om samtidig at huske på ret og rimelighed. Men det gør bundnormale folk aldrig – ikke grundet ond vilje, som er en upraktisk overdrivelse, men for at smøre deres smukke små illusioner med alle kærkomne midler.Smukt er til gengæld hvad sublimeringen får ud af hele dette forudsigelige morads, der strækker sig med uforlignelig uforanderlighed årtusinder tilbage. Således ville det være smukt, hvis vi to kunne få Johannes Riiis fra Det Store Forlag til at udgive vor brevveksling, gerne løbende i form af et årligt bind egnet til julegave.
Den brave mand skulle endda få lov til selv at skrive forordet, da jeg jo udtrykkeligt betinger mig at det ikke må være hr. Stjernfelt eller nogen af hans benovede lærlinge fra det herostratisk berømte Hedeselskab: Hvad sproglig korrekthed angår, har Jørn Lund lovet at give en hjælpende hånd, så jeg ser slet ingen grund til betænkeligheder, sprogligt eller ”otherwise”. Kort sagt, jeg foreslog altså i et anfald af handlekraft, foranlediget af dit svar, Johannes Riiis nævnte bogprojekt, for litterære sammensværgelser er en de smukkeste ting i livet. Men han afviste ideen med følgende ærlige begrundelse:
Kære Mr. Bandak”Personligt kan jeg på bunden ikke døje folk der fremturer med noget så anmassende som ”personlighed” – med mindre de tillige har en etableret status, hvis afsmittende og afstivende virkning jeg kan bruge ved fælles optræden under iagttagelse af urbane former. Aller tryggest befinder jeg mig derfor, når en rapkæftet og halvbegavet gadedreng af mig ophøjes og opblæses til en uomgængelig og sakrosankt provokatør af folket, som offentligheden instinktivt gennemskuer bag deres umiddelbare forgudelse af berømmelsens genstand – og netop derfor sluger råt. Deres forslag om at udgive Deres ”litterære brevveksling” med professor Bredsdorff strander derimod på to ting: For det første er kun den ene part tilstrækkeligt etableret til at gøre et sådant forehavende vedkommende og aktuelt for andre end Dem selv; og for det andet gør just denne part sig rettelig kun ringe umage i denne sag – hvilket ingen kan fortænke ham i, idet lige børn leger bedst.
Det vil nemlig altid være sådan, at når en mindre etableret med umoden mangel på beherskelse retter henvendelse til en mere etableret, må sidstnævnte med rette opleve det som den svages anmassende forsøg på at suge sig anglende fast på et mere bæredygtigt vehikel. Dette påtvungne makkerskab opleves derfor lige så belastende og uskønt for den stærke part, som det forekommer attraktivt for den svage part.Da der således "in the first place" er tale om en upassende mangel på situationsfornemmelse fra Deres side, ville det kun have været ret og rimeligt, hvis Deres henvendelse til professor Bredsdorff var forblevet ubesvaret.
Fornemt er derfor det beherskede og værdige svar som De på ubehagelig vis har afpresset den alt for sagtmodige Bredsdorff. Ja, det er ligefrem smukt – men som De jo selv så udmærket har erkendt med Deres erklærede forkærlighed for tragiske sujetter, så yder man nu engang sjældent det smukke retfærdighed ved at overføre det ligefremt og uformidlet på tryk.Med det grimme er det derimod en helt anden sag.
For uanset hvilke grovheder en landsberømt stor forfatter måtte udgive, når en bagatel undtagelsesvis går den forkælede mand imod, så vil alle pæne mennesker være enige om at det hursomhelst er hylende morsomt og velskrevent - ja, måske endda så morsomt og velskrevent at det ligner noget de selv kunne have begået. Men uanset hvor rammende og morsomt en beskrivelse af verdens gang, som en uindbudt endsige en skadelidende måtte begå - så vil alle omvendt være enige om, at det er både under bæltestedet, uskønt navlebeskuende - og tillige ødelæggende for den pågældendes karriere i henhold til en naturlov, der åbenbart er lige så urokkelig som den græske skæbne og derfor slet intet har at gøre med nævnte brave og derfor velmenende borgere. Og spor morsomt er det åbenbart heller ikke: For "We are not amused..."
Tillad mig derfor sluttelig at videregive Dem det råd som komponisten Ravel angiveligt skal have givet den unge Gershwin, da denne engang på lignende vis rettede henvendelse til ham i håb om at få ham som sin personlige lærer: ”Det ville nok være en rigtigt dårlig idé, Mr.Gershwin, for derved ville De måske blot ende som en dårlig Ravel – i stedet for en god Gershwin.”
Kort sagt, bliv ved Deres læst, Mr. Bandak, og drøm herefter ikke om anden skønhed end den som De selv frembringer ved Deres forædlende transformationer af livets genvordigheder – noget som både de gamle alkymister og baronesse Blixen jo rigeligt har gjort os opmærksomme på. Og i stedet for at drømme den umiskendelige normalitets blødagtige og flove drømme om bekvemme alliancer burde De kende Dem selv godt nok til at vide, at ørne stiger bedst og smukkest i modvind.
De har således nu fået al ønskelig modvind, som De passende kan bruge som inspiration til Deres berømte blog – hvis skarpsynede læsere i øvrigt ville blive fornærmede, hvis de fik at vide at De åbenbart hverken tror på Dem selv eller på Deres trofaste læserkreds, men insisterer på at betragte førstnævnte som en stakkel – og sidstnævnte som et spartansk surrogat for Jørn Lund, Thomas Bredsdorff, mig selv – og Ravel.Hvilket for resten rimer smukt på: ”Farvel”
Med venlig hilsen Johannes Riiis
Det Store Forlag
torsdag den 28. maj 2009
ET PIKANT STYKKE LITTERATURVIDENSKAB
En af vore trofaste læsere fortalte at han først antog ovenstående indlægs citerede udtalelse fra direktøren for ”Det Store Forlag” for autentisk. Foruroligende, idet den antagelse måske kunne bringe os i karambolage med injurielovgivningen samt loven om dokumentfalsk. Imidlertid kunne også selve denne påstand måske bringe os i nærkontakt med injurielovgivningen: For ved overhovedet at nævne dennes overhængende aktualitet indrømmer vi jo, hvilken nærliggende autentisk person vi faktisk havde i tankerne da vi skrev teksten. For en blot fiktiv person kan jo ikke påberåbe sig injurieloven. Nuvel, men nævnte fare er da heldigvis ikke så aktuel efter fort bedste skøn. For hør her.
Anledningen til den ”citerede” udtalelse fra vor forlagsdirektør var den, at vi angiveligt havde foreslået ham at udgive min og professor Thomas Bredsdorffs litterære brevveksling fortløbende i bogform. Imidlertid kan læseren efter moden overvejelse sige sig selv, at vi umuligt kan have sendt Gyldendals Johannes Riis nævnte forslag – al den stund at bemeldte brevveksling, just fordi den i sin tur er helt autentisk, forbliver ved det allerede bragte, idet der jo skal to parter til at indgå et ægteskab. Hvis derimod vor brevveksling med Thomas Bredsdorff havde været lige så fiktiv som forlagsdirektørens udtalelse, så havde vort projekt derimod meget vel kunnet lade sig tænke. Og i så fald kunne vor angivelige korrespondance med Johannes Riis omvendt have været realistisk – og.følgelig også helt autentisk.
Men når nu vor litterære brevveksling var autentisk og derfor blev ved det absolut minimale – hvilket jo er en ærlig sag for en travl professor – så ville et forslag om udgivelse jo være komplet urealistisk: Og just derfor kan det heller ikke være et autentisk forslag – og følgelig kunne det allerhøjst være luftet som et stykke ren slapstick. Men den art spøg ville Gyldendals direktør atter ikke bruge tid på at besvare – med mindre det da var fremsat af Klaus Rifbjerg, for så ville der naturligvis ikke være nogen ende på roserne. Og heldigvis er det ingen injurie at beskylde en kendt person for at ville rose en anden kendt person – thi for at citere professor Bredsdorffs ord i sit autentiske brev: ”Livet er smukt”. Og ej heller dette citat kan betragtes som nogen krænkelse, hverken af verdensordenen eller af samfundsordenen.
Kort sagt har vi nu demonstreret den objektive tekstanalyses anvendelighed som forsvar mod injurielovgivningen. Men som i al empirisk videnskab er der kun tale om plausibilitet og rimelighed: For ingen kan jo principielt helt udelukke, at tilsyneladende systematiske sammenhænge kunne bero på mirakuløse sammentræf eller være et drilsk påfund fra skaberens side.
Således kunne læseren fastholde at vi kunne være tumpede nok til at have at have fremsat et så komplet dødfødt og nærmest selvmodsigende forslag – samt at Johannes Riis omvendt kunne være begavet nok til at begå det ”citerede” overlegne svar.
Sidstnævnte antagelse kan hverken vi selv eller injurielovgivningen udtale sig om. Imidlertid: Hvis læseren altså fremturer med de to nævnte antagelser, så kunne han eller hun altså godt fastholde at vi kommer i nærkontakt med injurielovgivningen. Følgelig må vi nu finde et forsvar der ikke nøjes med den empiriske videnskabs sandsynlighedsbeviser, men har helt formel og principiel Gyldighed – som i ”Gylle-dal” (tilgiv at vi her går lidt under vort niveau, men husk samtidig, at hvis Rifbjerg gør det samme, er det stor humor).
Nuvel: For det første har vi konsekvent stavet ”Johannes Riiis” med hele tre i’er – selv om vi åbenbart for en sikkerheds skyld burde have stavet det med fire. For det andet lod vi forlæggeren selv underskrive sig som direktør for ”Det Store Forlag” – der som bekendt ikke eksisterer i virkeligheden. Kun en udenforstående spøgefugl – men netop ikke Johannes Riis selv – kunne derfor finde på at betitle Johannes Riis som direktør for ”Det Store Forlag”. Og endelig for det tredje lod vi direktøren et par steder beskrive sig selv på en måde, som kun en tredje person kunne finde på at gøre: For hvis man gennemskuer sig selv på et noget middelmådigt punkt, så vil man jo ikke åbenlyst bekende det for åbent tæppe. Og omvendt: Hvis man vitterlig lider under en sådan bornerthed, vil man per definition næppe være i stand til selv at erkende det så klart. En sådan stiliseret herostratisk selvpræsentation findes kun i Shakespeares pædagogiske skurkemonologer, men hos en vaskeægte hædersborger forekommer den art paradoksal åbenhjertighed aldrig.
Vi har således her givet et udførligt eksempel på problemet om objektive kriterier i tolkningen af tekster: Hvordan beviser eller sandsynliggør én tolkning som værende den rette og ikke blot en vilkårlig og personlig læsning? Og hvordan kan man vide om en tekst er fiktion eller dokumentarisk? Hele det analyserede forløb demonstrerer også, hvorledes en fra første færd helt alvorlig sag kan udvikle sig til ren slapstick – for så atter i sin alderdom at genforvandles til seriøs og eftertænksom videnskabelighed. Grænserne er flydende, og genrerne spinder sig således ud og ind af hinanden.
Men bemærk: Der er heri intet som helst ”litterært eksperiment” fra vor side, for kun det naturlige forløbs vekselvirkning med en om så også noget lakonisk modpart kunne resultere i nævnte uforudsigelige og dog ejendommeligt konsekvente forvandlingsnummer. Andet ville være uskøn selvbesmittelse, for en perle kræver som bekendt et prosaisk sandkorn som sin krystallisationskerne og sit arkimediske udgangspunkt.
Men for nu at sige os helt fri fra selvbesmittelsens betænkelighed, så vil vi næste gang vi mødes, belyse vort emne helt selvforglemmende ud fra Karen Blixens fantastiske fortælling ”Vejene omkring Pisa”. For flere år siden bragte vi endda det kommende indlæg som kronik i Politiken – en anerkendelse, som vi åbenlyst vedgår med stolthed, hvorimod vi nødig anerkender vor senere eksklusion sammesteds. Inkonsekvent og derfor såre menneskeligt? Åhja – men det samme kunne jo så også siges om nævnte redaktionelle matrikel: Enten er det nemlig os selv der er faldet gevaldigt af på den siden dengang, eller også er det vor modpart, der er gået sørgeligt i frø. Alternativt, så er enten vi eller vor modpart blevet meget klogere siden dengang.
Men siden det nu er os selv og ikke vor modpart der nu formulerer disse fire alternative tolkningsmuligheder, skulle det vel ikke være så svært at vælge den rette tolkning. Og dog er det rette svar måske alligevel ikke det endelige svar: For dette kunne jo også handle om uærlighed snarere end om vankundighed – ihukommende både Søren Kierkegaards og kirkefaderen Augustins kritik af Platons og Sokrates naive tro på, at ondskab blot skyldes ren og skær uoplysthed og følgelig lader sig kurere med fornuft.
Dette sidste punkt er dog sluttelig meget intrikat at afgøre: For på et dybere plan kan der nu alligevel godt ligge noget i dette med oplysningens helsebringende kraft – men rigtignok i en helt anden forstand end den selvhøjtideligt bornerte oplysthed der sorgløst mener at være pot og pande med både Voltaire, Holberg og … Johannes Riis. Således har vi jo vitterlig lettere ved at tilgive hinanden og unde hinanden et tåleligt liv, hvis vi sætter os inderligt i vor modparts sted. ”Hvorfor afskyr disse forkælede og højt privilegerede borgere dog i flok min person så inderligt og med en så nådesløs konsekvens?”. Og: ”Hvorfor fremturer denne utålelige enspænder dog med om muligt at gøre os alle til skamme blot for at fremhæve sin egen sølle eksistens, frem for som andre folk at affinde sig med den ham anviste plads i tilværelsen? Hvis han havde spillet sine kort fornuftigt, kunne han såmænd nok have fået et aldeles udmærket liv som familiefar og kommunal aftenskolelærer i provinsen, frem for som nu at henleve sin kummerlige eksistens som en ulyksalig plageånd for både sig selv og os andre.”
Men ak, just dette med hjertets oplysning er en umådelig vanskelig sag, som både østens visdom samt den senjødiske og den kristne tradition kender langt mere til end både ærekære københavnske professorer, ditto redaktører og ditto kvart-autistiske syrehoveder med utilregneligt oktantal. Grunden til at hjertets oplysning er så umådelig meget vanskeligere end den rene snusfornuft, er den at det jo er langt lettere siddende i sin lænestol at ”forstå” en psykopatisk hovedperson hos Dostojevskij eller i en historisk biografi om en diktator, end at forstå endsige tilgive en person som man oplever som en personlig trussel mod sit liv, sin økonomi, sit ry, sin sociale rolle – eller blot sin forfængelige ”ære” på et eller andet komisk punkt.
I evangeliets og Dalai Lamas ånd at tilgive dem der forfølger os, er meget, meget vanskeligt – og da især hvis det ikke blot handler om fortiden og det engang skete, men også inddrager al resterende fremtid. Og i denne erkendelse kunne alle autentiske såvel som fiktive deltagere i vort litterære forløb måske enes og mødes? Men fanden tro om det hjælper… For som en bekendt for nylig sagde: ”Et menneske er som et isbjerg: Det meste befinder sig under vandet: Og alt – simpelt hen alt, kan ske..”
Anledningen til den ”citerede” udtalelse fra vor forlagsdirektør var den, at vi angiveligt havde foreslået ham at udgive min og professor Thomas Bredsdorffs litterære brevveksling fortløbende i bogform. Imidlertid kan læseren efter moden overvejelse sige sig selv, at vi umuligt kan have sendt Gyldendals Johannes Riis nævnte forslag – al den stund at bemeldte brevveksling, just fordi den i sin tur er helt autentisk, forbliver ved det allerede bragte, idet der jo skal to parter til at indgå et ægteskab. Hvis derimod vor brevveksling med Thomas Bredsdorff havde været lige så fiktiv som forlagsdirektørens udtalelse, så havde vort projekt derimod meget vel kunnet lade sig tænke. Og i så fald kunne vor angivelige korrespondance med Johannes Riis omvendt have været realistisk – og.følgelig også helt autentisk.
Men når nu vor litterære brevveksling var autentisk og derfor blev ved det absolut minimale – hvilket jo er en ærlig sag for en travl professor – så ville et forslag om udgivelse jo være komplet urealistisk: Og just derfor kan det heller ikke være et autentisk forslag – og følgelig kunne det allerhøjst være luftet som et stykke ren slapstick. Men den art spøg ville Gyldendals direktør atter ikke bruge tid på at besvare – med mindre det da var fremsat af Klaus Rifbjerg, for så ville der naturligvis ikke være nogen ende på roserne. Og heldigvis er det ingen injurie at beskylde en kendt person for at ville rose en anden kendt person – thi for at citere professor Bredsdorffs ord i sit autentiske brev: ”Livet er smukt”. Og ej heller dette citat kan betragtes som nogen krænkelse, hverken af verdensordenen eller af samfundsordenen.
Kort sagt har vi nu demonstreret den objektive tekstanalyses anvendelighed som forsvar mod injurielovgivningen. Men som i al empirisk videnskab er der kun tale om plausibilitet og rimelighed: For ingen kan jo principielt helt udelukke, at tilsyneladende systematiske sammenhænge kunne bero på mirakuløse sammentræf eller være et drilsk påfund fra skaberens side.
Således kunne læseren fastholde at vi kunne være tumpede nok til at have at have fremsat et så komplet dødfødt og nærmest selvmodsigende forslag – samt at Johannes Riis omvendt kunne være begavet nok til at begå det ”citerede” overlegne svar.
Sidstnævnte antagelse kan hverken vi selv eller injurielovgivningen udtale sig om. Imidlertid: Hvis læseren altså fremturer med de to nævnte antagelser, så kunne han eller hun altså godt fastholde at vi kommer i nærkontakt med injurielovgivningen. Følgelig må vi nu finde et forsvar der ikke nøjes med den empiriske videnskabs sandsynlighedsbeviser, men har helt formel og principiel Gyldighed – som i ”Gylle-dal” (tilgiv at vi her går lidt under vort niveau, men husk samtidig, at hvis Rifbjerg gør det samme, er det stor humor).
Nuvel: For det første har vi konsekvent stavet ”Johannes Riiis” med hele tre i’er – selv om vi åbenbart for en sikkerheds skyld burde have stavet det med fire. For det andet lod vi forlæggeren selv underskrive sig som direktør for ”Det Store Forlag” – der som bekendt ikke eksisterer i virkeligheden. Kun en udenforstående spøgefugl – men netop ikke Johannes Riis selv – kunne derfor finde på at betitle Johannes Riis som direktør for ”Det Store Forlag”. Og endelig for det tredje lod vi direktøren et par steder beskrive sig selv på en måde, som kun en tredje person kunne finde på at gøre: For hvis man gennemskuer sig selv på et noget middelmådigt punkt, så vil man jo ikke åbenlyst bekende det for åbent tæppe. Og omvendt: Hvis man vitterlig lider under en sådan bornerthed, vil man per definition næppe være i stand til selv at erkende det så klart. En sådan stiliseret herostratisk selvpræsentation findes kun i Shakespeares pædagogiske skurkemonologer, men hos en vaskeægte hædersborger forekommer den art paradoksal åbenhjertighed aldrig.
Vi har således her givet et udførligt eksempel på problemet om objektive kriterier i tolkningen af tekster: Hvordan beviser eller sandsynliggør én tolkning som værende den rette og ikke blot en vilkårlig og personlig læsning? Og hvordan kan man vide om en tekst er fiktion eller dokumentarisk? Hele det analyserede forløb demonstrerer også, hvorledes en fra første færd helt alvorlig sag kan udvikle sig til ren slapstick – for så atter i sin alderdom at genforvandles til seriøs og eftertænksom videnskabelighed. Grænserne er flydende, og genrerne spinder sig således ud og ind af hinanden.
Men bemærk: Der er heri intet som helst ”litterært eksperiment” fra vor side, for kun det naturlige forløbs vekselvirkning med en om så også noget lakonisk modpart kunne resultere i nævnte uforudsigelige og dog ejendommeligt konsekvente forvandlingsnummer. Andet ville være uskøn selvbesmittelse, for en perle kræver som bekendt et prosaisk sandkorn som sin krystallisationskerne og sit arkimediske udgangspunkt.
Men for nu at sige os helt fri fra selvbesmittelsens betænkelighed, så vil vi næste gang vi mødes, belyse vort emne helt selvforglemmende ud fra Karen Blixens fantastiske fortælling ”Vejene omkring Pisa”. For flere år siden bragte vi endda det kommende indlæg som kronik i Politiken – en anerkendelse, som vi åbenlyst vedgår med stolthed, hvorimod vi nødig anerkender vor senere eksklusion sammesteds. Inkonsekvent og derfor såre menneskeligt? Åhja – men det samme kunne jo så også siges om nævnte redaktionelle matrikel: Enten er det nemlig os selv der er faldet gevaldigt af på den siden dengang, eller også er det vor modpart, der er gået sørgeligt i frø. Alternativt, så er enten vi eller vor modpart blevet meget klogere siden dengang.
Men siden det nu er os selv og ikke vor modpart der nu formulerer disse fire alternative tolkningsmuligheder, skulle det vel ikke være så svært at vælge den rette tolkning. Og dog er det rette svar måske alligevel ikke det endelige svar: For dette kunne jo også handle om uærlighed snarere end om vankundighed – ihukommende både Søren Kierkegaards og kirkefaderen Augustins kritik af Platons og Sokrates naive tro på, at ondskab blot skyldes ren og skær uoplysthed og følgelig lader sig kurere med fornuft.
Dette sidste punkt er dog sluttelig meget intrikat at afgøre: For på et dybere plan kan der nu alligevel godt ligge noget i dette med oplysningens helsebringende kraft – men rigtignok i en helt anden forstand end den selvhøjtideligt bornerte oplysthed der sorgløst mener at være pot og pande med både Voltaire, Holberg og … Johannes Riis. Således har vi jo vitterlig lettere ved at tilgive hinanden og unde hinanden et tåleligt liv, hvis vi sætter os inderligt i vor modparts sted. ”Hvorfor afskyr disse forkælede og højt privilegerede borgere dog i flok min person så inderligt og med en så nådesløs konsekvens?”. Og: ”Hvorfor fremturer denne utålelige enspænder dog med om muligt at gøre os alle til skamme blot for at fremhæve sin egen sølle eksistens, frem for som andre folk at affinde sig med den ham anviste plads i tilværelsen? Hvis han havde spillet sine kort fornuftigt, kunne han såmænd nok have fået et aldeles udmærket liv som familiefar og kommunal aftenskolelærer i provinsen, frem for som nu at henleve sin kummerlige eksistens som en ulyksalig plageånd for både sig selv og os andre.”
Men ak, just dette med hjertets oplysning er en umådelig vanskelig sag, som både østens visdom samt den senjødiske og den kristne tradition kender langt mere til end både ærekære københavnske professorer, ditto redaktører og ditto kvart-autistiske syrehoveder med utilregneligt oktantal. Grunden til at hjertets oplysning er så umådelig meget vanskeligere end den rene snusfornuft, er den at det jo er langt lettere siddende i sin lænestol at ”forstå” en psykopatisk hovedperson hos Dostojevskij eller i en historisk biografi om en diktator, end at forstå endsige tilgive en person som man oplever som en personlig trussel mod sit liv, sin økonomi, sit ry, sin sociale rolle – eller blot sin forfængelige ”ære” på et eller andet komisk punkt.
I evangeliets og Dalai Lamas ånd at tilgive dem der forfølger os, er meget, meget vanskeligt – og da især hvis det ikke blot handler om fortiden og det engang skete, men også inddrager al resterende fremtid. Og i denne erkendelse kunne alle autentiske såvel som fiktive deltagere i vort litterære forløb måske enes og mødes? Men fanden tro om det hjælper… For som en bekendt for nylig sagde: ”Et menneske er som et isbjerg: Det meste befinder sig under vandet: Og alt – simpelt hen alt, kan ske..”
FRA PAULUS TIL CHRISTIAN HAVE
Karen Blixen fortæller hvorledes man ved sublimering kan vende livsordenen på hovedet, således at erstatningen overskygger det den skulle erstatte. Hør her et frisk eksempel fra hverdagen: En notorisk doven og uboglig elev på uopfordret gæstevisit påhørte, at mine elever skulle finde nogle henholdsvis positive og negative tillægsord på tysk. Han kommenterede genialsk, at det er en positiv egenskab for en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget; samt at det er en positiv egenskab for en cykel at være gammel, for så gider ingen stjæle den.Hvis narren hos Shakespeare havde sagt det, ville den halve kulturelite falde på halen og forlange opførelsen af et nyt skuespilhus dér hvor Botanisk Have nu ligger. Men når det kommer fra det virkelige livs narre, trækker vi på skuldrene. Ak, vi vil intet lære, og det samme sagde Jesus til sin tids elite. Hvis jeg havde været hans (altså drengens) dansklærer, ville jeg have honoreret ham med en topkarakter.
For sagen er denne: Uanset hvor god du er, behøver du andre til at sige det. Også dette sandede Karen Blixen og lod sig endda inspirere af det. Det det drejer sig ikke om hvad folk ved, for inden for den samme abeart kan vi såmænd oftest godt scanne hinanden – nej, det drejer sig om, at nogen med autoritet siger højt hvad alle ved. Kort sagt behøver vi alle en impresario.
Selv Jesus var ingen undtagelse, for uden ildsjælen Paulus ville han være blevet glemt. Men sandheden herom er måske endnu mere fantastisk! Svenskeren Lena Einhorn har nemlig i en lærd kildehistorisk studie sandsynliggjort, at Jesus samt Johannes Døberen virkede en snes år senere end antaget. Ikke blot bringer det bedre historisk orden i evangelierne: Begge profeter er i så fald godt belagt hos samtidens bedste historiske kilde, historieskriveren Josephus – blot under andre navne: henholdsvis ”ægypteren” og ”Theudas”.
I følge andre tidlige kilder såsom Talmud, var Jesus måske endda romersk horeunge og nød muligvis derfor romerske borgerrettigheder: At Paulus besad disse og derfor klarede frisag, fortæller han selv. Dette kunne forklare hvorfor romerne helst ville skåne Jesus – og hvorfor han i henhold til evangelierne korsfæstedes ”lempeligt” uden den gængse benknusning, men alligevel ”døde” veltalende efter kun seks timer – og derefter straks blev nedtaget og muligvis siden hemmeligt eksporteret fra graven af sine ”vagtposter”.Lena Einhorn kunne vel have ret også i denne tese. Men hendes tredje tese, at Jesus dernæst "genopstod" i romerriget som Paulus, svarer til at lade Kierkegaard genopstå som formand for ”Kierkegaard-Selskabet. Og det forvandler Jesus til sin egen strategiske PR-chef og en art datidens Christian Have, der jo på lignende vis siger "værdi" og mener "branding". Nu er Hr. Have angiveligt også selv genopstået som adjungeret professor nordenfjords på linie med netværksblæksprutten Stjernfelt samt en ikke nøjere afgrænset del af Qvortrup-klonen – dog uden at nogen af dem endnu har skiftet navn. Men hvis Lena Einhorn har ret, blev Jesus til Paulus og gjorde dermed denne til en løgnhals med hans ”omvendelse” fra kristen-hader til hellig – velsagtens efter job-konsulenternes snedige devise: ”Jeg har skam også selv engang været arbejdsløs!”
Ret beset er dette med at genopstå som sin egen fremmeligste discipel en ypperlig forretning og den ultimative løsning på førnævnte problem: For det virker både mere troværdigt og langt mere sympatisk at kæmpe for andre end at kæmpe for sig selv – således har jeg med Paulinsk snilde og held kæmpet for nogle svenske naturområder, men endnu aldrig med held for mig selv. På et jordnært plan satte en gammel gymnasiekammerat den samme erkendelse i system ved at ture byen rundt med en ven, hvorunder de med stor succes skiftedes til at skamrose hinanden i damers selskab.
Men tro det eller ej, nu er det min tur: Så sent som i går blev jeg nemlig i Irma overstrømmende tiltalt med navnet "Robert" af en mand der mente at kende mig mægtig godt fra Maribo – hvor en dobbeltgænger til mig nemlig tydeligvis med anderledes held driver en skilteforretning. Altså just PR-branchen! Følgelig må det være denne Robert der er Paulus, og mig der er profeten – og så er den lille sag afgjort, for arbejdsdeling er en god ting. Men som sagt: Lad ikke dette slippe ud, for så spolerer I forretningen. Jesus sagde jo det samme, adspurgt om sin guddommelige natur: "Who knows – men sig det ikke til de andre!"
For sagen er denne: Uanset hvor god du er, behøver du andre til at sige det. Også dette sandede Karen Blixen og lod sig endda inspirere af det. Det det drejer sig ikke om hvad folk ved, for inden for den samme abeart kan vi såmænd oftest godt scanne hinanden – nej, det drejer sig om, at nogen med autoritet siger højt hvad alle ved. Kort sagt behøver vi alle en impresario.
Selv Jesus var ingen undtagelse, for uden ildsjælen Paulus ville han være blevet glemt. Men sandheden herom er måske endnu mere fantastisk! Svenskeren Lena Einhorn har nemlig i en lærd kildehistorisk studie sandsynliggjort, at Jesus samt Johannes Døberen virkede en snes år senere end antaget. Ikke blot bringer det bedre historisk orden i evangelierne: Begge profeter er i så fald godt belagt hos samtidens bedste historiske kilde, historieskriveren Josephus – blot under andre navne: henholdsvis ”ægypteren” og ”Theudas”.
I følge andre tidlige kilder såsom Talmud, var Jesus måske endda romersk horeunge og nød muligvis derfor romerske borgerrettigheder: At Paulus besad disse og derfor klarede frisag, fortæller han selv. Dette kunne forklare hvorfor romerne helst ville skåne Jesus – og hvorfor han i henhold til evangelierne korsfæstedes ”lempeligt” uden den gængse benknusning, men alligevel ”døde” veltalende efter kun seks timer – og derefter straks blev nedtaget og muligvis siden hemmeligt eksporteret fra graven af sine ”vagtposter”.Lena Einhorn kunne vel have ret også i denne tese. Men hendes tredje tese, at Jesus dernæst "genopstod" i romerriget som Paulus, svarer til at lade Kierkegaard genopstå som formand for ”Kierkegaard-Selskabet. Og det forvandler Jesus til sin egen strategiske PR-chef og en art datidens Christian Have, der jo på lignende vis siger "værdi" og mener "branding". Nu er Hr. Have angiveligt også selv genopstået som adjungeret professor nordenfjords på linie med netværksblæksprutten Stjernfelt samt en ikke nøjere afgrænset del af Qvortrup-klonen – dog uden at nogen af dem endnu har skiftet navn. Men hvis Lena Einhorn har ret, blev Jesus til Paulus og gjorde dermed denne til en løgnhals med hans ”omvendelse” fra kristen-hader til hellig – velsagtens efter job-konsulenternes snedige devise: ”Jeg har skam også selv engang været arbejdsløs!”
Ret beset er dette med at genopstå som sin egen fremmeligste discipel en ypperlig forretning og den ultimative løsning på førnævnte problem: For det virker både mere troværdigt og langt mere sympatisk at kæmpe for andre end at kæmpe for sig selv – således har jeg med Paulinsk snilde og held kæmpet for nogle svenske naturområder, men endnu aldrig med held for mig selv. På et jordnært plan satte en gammel gymnasiekammerat den samme erkendelse i system ved at ture byen rundt med en ven, hvorunder de med stor succes skiftedes til at skamrose hinanden i damers selskab.
Men tro det eller ej, nu er det min tur: Så sent som i går blev jeg nemlig i Irma overstrømmende tiltalt med navnet "Robert" af en mand der mente at kende mig mægtig godt fra Maribo – hvor en dobbeltgænger til mig nemlig tydeligvis med anderledes held driver en skilteforretning. Altså just PR-branchen! Følgelig må det være denne Robert der er Paulus, og mig der er profeten – og så er den lille sag afgjort, for arbejdsdeling er en god ting. Men som sagt: Lad ikke dette slippe ud, for så spolerer I forretningen. Jesus sagde jo det samme, adspurgt om sin guddommelige natur: "Who knows – men sig det ikke til de andre!"
Abonner på:
Opslag (Atom)