DYKKERCERTIFIKAT TIL ARRESØ

Vor navnkundige blog "Modspil til mainstream" er genopstået fra dødsriget, renset for enhver mistanke om urigtigheder. Sagen er den at i vor tids vil enhver søgerobot opfatte virkeligt sprog som spam, mens spam præmieres på avisernes kultursider som litteratur. Robotterne opfører sig nemlig lige så statistisk fornuftigt som mennesker: Enhver afvigelse fra hvordan normale menneskeaber "overskrider grænser" i flok antages nemlig at være tegn på en defekt. Og eftersom ingen kan lide at blive holdt for defekte, bøjer også de fleste fornuftige mennesker sig for mønstret, selv mod bedre vidende. Og for omvendt at betale prisen skal man i en vis forstand også være lidt afvigende, hvorfor mistanken om en art gøren dyd af nødvendigheden vitterlig er ret fornuftig.

Imidlertid kan denne nødvendighed bestå i at man ligesom fordums jøder og negre eller som de meget vittige individualister bag fordums jerntæppe ikke gives andre valgmuligheder og derfor er nødt til at ophøje elendigheden til kunst, videnskab eller filosofi. Når det så bliver norm, sætter alle platuglerne fra Det Danske Akademi og omegn sig med karakteristisk klodsethed på det, men fuglens flugt kan de aldrig fange og er derfor nødt til at rose hinanden for deres fælles pinagtighed efter devisen "All the things you are (not)".

Nuvel; fremtidige indlæg vil efter en overgang med dobbelteksponering havne på min klassiske blog, mens nærværende blog vil være en reservemulighed, som spritbilister uheldigvis ikke gives i form af ekstra kørekort til weekendkørsel. En sjovere mulighed er at gøre en dyd af også denne mulighed og foretage en rollefordeling mellem de to blokke. Dette kan vi passende gøre nu.

Vi har ofte skrevet om plagiat og kopi. For at leve som vi lærer, og for at intet menneskeligt skal være os fremmed, vil vi derfor fremover lade nærværende blog plagiere vor oprindelige blog på dette punkt - således at denne af nød tvinges til at fornye sig: Ganske som vi selv så mange gange har måttet gøre i årenes løb, om end altid inden for vore dogme-agtige og nærmest karakterneurotiske begrænsninger, især i henseende til livets praktiske sider. Og ganske som når hyænerne tvinger løven til at nedlægge et nyt bytte som den forhåbentlig kan have i fred nogle timer.

To af Politikens skribenter har nu med en dags mellemrum brugt denne type figur: "Min lede ved NN, der kom på forsiden - NN altså-..." For nogle år siden bragte også jeg sammesteds følgende passage "En bog af Hans Hauge, der - bogen altså - nu i to år har ligget på gulvet i mit lille hjørne af Mælkevejen". Her ser I de to ting der kendetegner ægthed: Dels at originalen per definition altid er før kopierne; men dertil at den indeholder et overskud og en uforudsigelig "merværdi", som kopiernes uendelighed mangler. At vi selv mangler originalitet på alle de felter, hvor vi savner talent, siger sig selv og er ingen grund til skam. Det er selve respekten for distinktionen, som det er en skam at fornægte.

Nuvel, også ægte opdagelser gøres naturligvis tidsforskudt i hver generation, så man kan ikke bruge tidsfaktoren som ene argument - hvilket nok er en typisk skolelærerfejl: "Den tanke har været tænkt før!" Ja, de fleste helt nye tanker er endda spam - simpelt hen fordi der på ethvert spørgsmål kun er et eller nogle få (delvis) rigtige svar, men uendelig mange helt forkerte svar. Det er derfor at humaniora nok er behæftet med mange flere platugler end naturvidenskaberne - men modsat Stein Bagger er de kedsommelige, for de tror selv på illusionen. Hvorfor skulle de måske ellers få stipendier? Folk i de dér udvalg er sgu ikke idioter.

Kort sagt ville det være latterligt at udelukke at også dagspressens skribenter kan gøre deres små grammatiske refleksioner omkring tvetydigheden af visse konstruktioner. Men når to af dem gør det lige i rap, og helt uden berigelse, er det en dårlig reklame. Og når det ovenikøbet anden gang gøres af en skribent med talent, bliver man dog nysgerrig efter en anden forklaring.

Anden gang var det nemlig Bettina Heltberg, der i sin klumme skamroste Lars Trier Mogensen for hans "modige" kritik af kongehuset. Og hvis jeg husker rigtigt, var det selvsamme LTM, der dagen før havde betjent sig af nævnte lille hip-hop på stedet.

En mulig forklaring på et talents talentløse genbrug kunne være den, at den pensionsberettigede dame rettelig frygter den moderne klatrende middelklasses små kammeratlige bandetiltag og derfor ligesom vi selv gør en dyd af nødvendigheden: ved også sprogligt at fedte alt hvad hun kan for den forkælede yngling, som Tøger Seidenfadens forfængelighed åbenbart lige akkurat kan leve med, ihukommende devisen: det gode er det bedstes fjende. Nuvel, LTM har indrømmet helt andre kompetancer end vore egne, og vi har selv aldrig haft med ham at gøre, men sagen er denne: Mange chefer kan bedre anerkende folk med enten helt de samme eller også helt væsensforskellige talenter - men er man trods alt ikke mere fremmed end at man betjener sig af det samme sproglige instrument, så har vi misæren.

Hvordan kan vi nu vide at den pensionsberettigede dame fedter for LTM? Simpelt hen fordi hun er for velbegavet til at se noget modigt i at kritisere det kongehus, som også hun selv og hele Politikens Hus elsker at kritisere. Det er da højst muligt at de har ret, selv om det nu ikke ligefrem berettiger til Nobels fredspris - men der er absolut intet modigt i også i så henseende at kopiere hinanden. Originalitet kræver derimod mod - hvis der altså ikke snarere er tale om at gøre en dyd af nødvendigheden, herunder det uundgåelige eftersmæk efter nogen tids applaus - først frivillig ditto, ernæst ufrivillig.

Hvad kongehuset angår, er det bedste argument for at afskaffe det, at så kunne vi måske fremover slippe for at høre Politikens "modige", men uendelig triste kritik af nævnte menageri, akkompagneret af Den ugentlige Georg Metz, der nemlig tilsammen er lige så sprogligt opfindsom som Georg Gearløs og lige så modig som Politiken.

Se, så ville også de progressive aviser nemlig blive tvunget af nødvendigheden til at fornye sig på anden vis end ved hvert andet år at pensionere lovlig talentfulde folk af midlertidig "generøsitet" mod ufarlige unge klodsmajorer med dykkercertifikat til Arresø fra Forfatterskolen - og med aktualitetskravet som den kærkomne "nødvendighed" der tvinger dem til nævnte forudsigelige fornyelse, der tillige beviser chefredaktørens berettigelse....

Hvad visse aviser angår, har jeg det med dem som katolikerne med paven - han er muligvis noget anløben, men undvære ham kan de dog ikke, for det er ham der som Moses har antenneforbindelsen til den større verden. Og Paven behøver i det mindste ikke dykkercertifikat til Arresø, for han kan sågar gå på den ved lavvande.